Blog Image

Rhodosblog

Sidste dage på hotellet

På hotellet - del 2 Posted on Mon, June 01, 2009 20:13:47

Hejsa alle – så har jeg fået lagt de sidste billeder op for hhv. fredag og lørdag på rhodos.elmomo.dk. Ved lejlighed må I se de levende billeder, vi har taget med videokameraet også, men ellers er det slut for denne gang hvad angår billeder og tekst her på Rhodosbloggen smiley

Efter de 2 dage med lejebilen, stod den på afslapning og leg i form af sol- og vandbadning på hotellet de sidste to hele dage, fredag og lørdag. Vi nød det rigtig, og som I kan se på billederne blev der ædt, hygget og badet til den helt store guldmedalje!

Konklusionen ved afrejse var klar – det havde været en rigtig, rigtig fin ferie, som vi alle 4 havde nydt utrolig meget. Vi var fuldt tilfredse med både vejret, stedet og menneskene, så det var valgt godt. Stor tak til Mor og Far Iversen for deres generøse bidrag til en mindeværdig ferie! smiley

Her er tilsidst lige en video af Elin og Simon, der ræser afsted i gokartbiler:



Anden køretur

Ud og se på Rhodos Posted on Sun, May 31, 2009 09:35:40

Nå, så er det ved at være tid at smutte hen til bussen, men det var lige tid til at smække fotos fra torsdagen op på rhodos.elmomo.dk også smiley

Den dag var vi i noget ved navn Sommerfugledalen lidt vestpå, hvorefter vi kørte på vestkysten nordpå mod Rhodos By.

Alt for nu – vi ses snart!



Første køretur på Rhodos

Ud og se på Rhodos Posted on Sat, May 30, 2009 18:12:40

Så er der lagt billeder op for onsdagen på rhodos.elmomo.dk. Dén dag startede vi med et dyp i poolen efter morgenbuffeten, hvorefter Torben afhentede den på forhånd lejede bil i Avis’ kontor, som ligger på selve hotellets område.

Vi kørte langs kysten sydøstpå mod en gammel by ved navn Lindos, men på vejen gjorde vi holdt et sted ved navn De 7 Kilder.

Der var dog lidt mere at se på i Lindos i form af smukke udsigter, ægte græske bygninger og historiske værker samt masser af souvenirbutikker… Allerførst fandt vi et hyggeligt sted at spise, hvorefter vi vandrede fra den lille by op mod en tempelbygning beliggende på bjerget umiddelbart ved siden af byen. Vi havde ellers regnet med at leje muldyr til børnene, men det var desværre for sent, da vi begav os afsted…

Der var dog ikke længere, end alle sagtens kunne klare det, og der var en fantastisk udsigt deroppefra. Efter at have nydt det lidt på toppen vandrede vi ned igen og tog bilen tilbage til hotellet, hvor det nu var tid til spisning.

Efter spisningen strøg vi straks hen og okkuperede pladser foran storskærmen, som hotellet havde rullet frem i anledning af Champions League-finalen mellem Barcelona og Manchester United. I ventetiden fik vi et par drinks og spillede lidt kort, og det var jo ren hygge, da kampen gik i gang, for den fik jo den helt rigtige vinder smiley

Alt for nu – det er nok tvivlsomt, om jeg når at lægge flere billeder op før vi kommer hjem, for nu skal vi op og spise turens sidste gang aftensmad. Øv øv, for det har været en rigtig god tur. Men i morgen er det tid at sætte næsen hjemad igen – vi ses snart!



Tirsdagstur til vandland

Ud og se på Rhodos Posted on Fri, May 29, 2009 22:37:39

Nogle har jo nok allerede set billederne, men nu er de altså lagt op fra tirsdagen smiley

Tirsdagen startede vi stille og roligt med morgenmadsbuffet og lidt afslapning, hvor Torben og jeg gik en lille tur langs stranden. Efter frokostbuffeten tog vi så en taxi til et stort vandland, der ligger ikke langt fra hotellet. Her hyggede vi os rigtigt og prøvede rigtig mange rutchebaner og attraktioner, som det kan ses på billederne fra tirsdagen på rhodos.elmomo.dk samt på videoerne herunder.

Vi blev der lige til lukketid kl 18, hvorefter vi tog tilbage til hotellet og fik os gjort klar til aftenbuffeten. Efter spisningen samt lidt hyggespil var vi møre og klar til at se dyner… Næste dag var jo også første dag med bil, men mere herom, når der kommer billeder op fra onsdagen smiley Hej for nu!

Her bliver Simon “skyllet ud”:

Og her prøver Simon og Elin “skaterbanen” i vandland:



Anden hele dag

På hotellet - del 1 Posted on Thu, May 28, 2009 22:09:53

Hejsa – så har vi fået internet på værelset igen efter et par dage “i kulden” hvad det angår smiley Jeg har lagt billeder op fra i mandags (som kan ses nu på rhodos.elmomo.dk) og jeg regner med at få lagt billeder fra de andre dage op i løbet af i morgen (fredag). Vi har jo efterhånden oplevet en del, men I får det fortalt lidt i bidder efterhånden som billederne kommer op…

Det er også ved at være sent i dag (torsdag), så jeg nøjes med at fortælle, at vi stadig har det fint, humøret er højt og vi hygger os til fulde. Det burde billederne også fortælle jer smiley

Billederne fra i mandags viser vores første hele dag her på hotellet, hvor vi stod op, fik morgenmad, badede, spiste frokost, badede, legede og spiste aftensmad. Det var lige til at klare!

Sådan bliver morgendagen nok også. I tirsdags var vi i vandland, i går (onsdag) var vores første tur med bilen, hvor vi kørte sydpå, og i dag (torsdag) var sidste dag med bilen, hvor vi kørte lidt vest- og nordpå. Men mere om det, når der bliver lagt billeder op fra de dage…

Alt for nu – I hører forhåbentligt snart mere herfra. Hej fra alle 4.



Første hele dag

På hotellet - del 1 Posted on Mon, May 25, 2009 22:07:15

Så er mandagen – vores første hele dag her på Rhodos – snart ovre. Det har været rigtig hyggeligt, og vores førstehåndsindtryk fra den første dag er ikke blevet gjort til skamme!

Jeg har i øvrigt oprettet et fotogalleri med fotos fra Rhodos, som I kan se på rhodos.elmomo.dk – det går lidt trægt med uploadhastigheden, så I må indtil videre nøjes med billeder fra søndag (se albummet ‘søndag’!).

Men i dag mandag havde vi sat vækkeuret til kl 8.30, så vi kunne få en god lang nats søvn efter den lange søndag, og vi sov alle rigtig godt. Ca. kl 9 vandrede vi så op til morgenbuffeten, som var udmærket, men hektisk, da der jo var mange mennesker, der skulle til.

Derefter gik vi hjem og smurte os ind, før vi listede op til poolen til dagens første etape af sol og vand! Vi har købt en lille bold, som vi brugte til at spille lidt vandpolo med. Der kom også en gut og forestod lidt vandgymnastik, som børnene var med til, mens de gamle Iversen’er luskede hen og slikkede sol… smiley

Ved frokosttid skulle vi så prøve at æde All Inclusive-mad. Det foregår på nabohotellet (som ligger få meter ved siden af…), og der var en udmærket buffet bestående af en blanding af lokal mad og “turistmad”, så der er noget for enhver gane.

Efterfølgende tog vi igen til vores lejlighed, hvor vi sløvede lidt (de voksne mere end de yngre), før den igen stod på sol og vand. Børnene tog igen op til poolen, mens Torben og jeg besluttede at prøve stranden af. Der var mere luftigt nede ved stranden, og det er i det hele taget rart at ligge dernede. Der er mange småsten, men heldigvis er der sat rigeligt med liggestole op, som man frit kan benytte. Efter et tappert hop i havet blev det hurtigt behageligt at være i, og da det er meget saltholdigt er det meget let at ligge og flyde ovenpå! smiley

Ved 18-tiden tog vi tilbage til lejligheden for at slappe lidt af og spille kort, før den stod på badning og aftensmad. Før ædningen tog vi dog hen til et legeområde på hotellet for at udfordre hinanden lidt i de forskellige spil og aktiviteter dér. Aftensmaden bestod ligesom frokosten af en buffet med både lokale retter samt turistmad.

Det tager på kræfterne at være på ferie, og nu er klokken efterhånden mange, så det er ved at være tid at se dyner og samle kræfter til dagen i morgen, hvor vi regner med at bruge lidt af dagen på at tage til et stort badeland i nærheden! Mange hilsner herfra og mere nyt herfra i morgen.



Ankomst

På hotellet - del 1 Posted on Sun, May 24, 2009 21:23:36

Så ankom vi vel og helskindede efter en noget nær perfekt rejse, som startede med opvågnen kl 3 i morges. Alle kunne ved egen hjælp slæbe sig ned i bilen, som Torben kyndigt førte over Øresundsbroen til Kastrup med ankomst ca. kl 5. Dér parkerede vi bilen og tog en transitbus til terminalen – vi præsterede dog at glemme Elins håndtaske i bussen, men den flinke chauffør havde heldigvis lagt den til side, da vi fangede ham senere… smiley

Al indcheckning og kontrol gik glat, og efter at have vandret lidt gennem lufthavnen og fået lidt let til ganen, begav vi os i fin tid mod gaten, hvor de dog næsten med det samme begyndte at boarde! Da vi havde fået sat os meddelte kaptajnen dog, at der var ca. ½ times ventetid pga megen trafik, så det var selvfølgelig lidt træls. Til gengæld kunne han love os kortere flyvetid, da vi havde vinden i ryggen på vej derned smiley Ca. 7.30 lettede vi, og børnene klarede det fint – Simon havde vinduespladsen og lod til at nyde oplevelsen i fulde drag.

Efter at måtte have lagt lidt slanter for drikkelse, fik vi serveret vores flymåltid, som var ganske ok (synes jeg i hvert fald). Vi begyndte at blive lidt matte i betrækket pga den tidlige opvågnen, men ca. kl 10.30 landede vi, og så blev det jo spændende at være vågen igen… Vi blev mødt af en varm græsk majdag, og Torben skulle vist lige bruge lidt tid til at akklimatisere sig, hehe. Vores bagage kom relativt hurtigt (da vi først havde fundet det rigtige transportbælte!), og det gik også forholdsvist hurtigt at finde bussen, der skulle transportere os til hotellet. En guide hilste velkommen og gav nogle gode råd (bl.a. er toiletrørene meget tynde, så vi må ikke komme toiletpapir i kummen smiley), før vi fartede afsted mod hotellet.

Det tog blot 20 minutters tid at nå hotellet, hvor vi fik checket ind og fandt vores lejlighed, som er fin og hyggelig (se billedet nedenfor) – man kunne godt bruge lidt mere plads til fx at lægge tøj, men man kan jo ikke få det hele… Det kunne ikke gå hurtigt nok med herefter at få skiftet tøj og finde poolen, og det var nu også rigtig rart at få sig en dukkert efter rejsen. Vi fandt hurtigt ud af, at hele området er rigtig lækkert, og at vi har alle fornødenheder indenfor kort afstand. Både til frokost og aften spiste vi på den lille af hotellets to restauranter, og det var ganske fin mad, vi fik serveret. Det skal dog blive spændende at se, hvad vi får i morgen, når det er All Inclusive-mad, der står på programmet hele dagen…

Nu er klokken så blevet omkring 21.25 (22.25 lokal græsk tid), og det er tid at se dyner efter en lang og indholdsrig dag, så vi kan blive friske til endnu en dag med masser af sol, vand og mad i morgen. Jeg regner med at kunne lægge en stribe billeder op engang i løbet af dagen i morgen, så I kan følge lidt med i vores færd smiley Hej for nu og mange hilsner fra det græske.



Dagen før dagen

Afsted, afsted... Posted on Sat, May 23, 2009 15:30:03

Efter venlig påmindelse fra Mor og Far Iversen sidder jeg nu i toget mod København og opretter denne blog, så vi den næste uges tid kan dele tanker og billeder fra turen til Rhodos, som jo starter i morgen smiley

Jeg er sikker på, vi alle 4 glæder os meget til oplevelsen, og især for Simon og Elin bliver det jo en speciel oplevelse at skulle en tur med flyveren!

Her er et kort over Rhodos, hvor vi jo bor i Kallithea (på nordøstsiden) på Sunwing Resort. Har I lyst til at se, hvordan vejrudsigten for Rhodos ser ud lige nu, kan I trykke her.

Vi ser frem til at fortælle og vise jer mere fra det græske. Hej for nu!